Sarcophagus of the Spouses (Rome)

Ægtefællernes Sarkofag er en antropoid (menneskelignende), bemalet terrakotta sarkofag fundet i den antikke etruskiske by Caere (nu Cerveteri) i Italien. Sarkofagen, som oprindelig ville have indeholdt kremeret menneskeaske, blev opdaget under arkæologiske udgravninger i Banditaccias nekropolis i det gamle Caere i løbet af det nittende århundrede og er nu i Rom. Sarkofagen er meget lig en anden terrakotta sarkofag fra Caere, som skildrer en mand og kvinde, den er for tiden udstillet i Louvre museet i Paris; disse to sarkofager er tidssvarende med hinanden og er måske produkterne fra det samme kunstneriske værksted.

Et arkaisk par

Sarkofagen skildrer en tilbagelænet mand og kvinde på dens låg. Parret hviler på nøjagtig stiliserede puder, ligesom de ville have gjort ved en faktisk banket. Selve sarkofagen er lavet for at ligne en kline (divan).  Begge figurer har meget detaljeret frisurer, for dem begge flettet med stiliserede fletninger, som hænger tungt og stift langs halsens sider. I kvindens tilfælde er fletningerne arrangeret, som til at hænge ned foran hver skulder. Kvinden bærer en blød hat på toppen af hovedet; hun har også spidse sko på, hvilke er karakteristiske hos etruskerne. Mandens fletninger hænger nydeligt omme bagpå, fordelt over hele den øvre ryg og skuldre. Mandens skæg og hår på toppen af hovedet er fuldkommen blottet for detaljer. Begge figurer har langstrakte proportioner, der hører hjemme hos den arkaiske periode i Middelhavet.

Et festmåltid

The Sarcophagus of the Spouses has been interpreted as belonging to a banqueting scene, with the couple reclining together on a single dining couch while eating and drinking. This situates the inspiration for the sarcophagus squarely in the convivial (social) sphere and, as we are often reminded, conviviality was central to Etruscan mortuary rituals. Etruscan funerary art—including painted tombs—often depicts scenes of revelry, perhaps as a reminder of the funeral banquet that would send the deceased off to the afterlife or perhaps to reflect the notion of perpetual conviviality in said afterlife. Whatever the case, banquets provide a great deal of iconographic fodder for Etruscan artists.
In the case of the sarcophagus it is also important to note that at Etruscan banquets, men and women reclined and ate together, a circumstance that was quite different from other Mediterranean cultures, especially the Greeks. We see multiple instances of mixed gender banquets across a wide chronological range, leading us to conclude that this was common practice in Etruria. The terracotta plaque from Poggio Civitate, Murlo (above), for instance, that is roughly contemporary to the sarcophagus of the spouses shows a close iconographic parallel for this custom. This cultural custom generated some resentment—even animus—on the part of Greek and Latin authors in antiquity who saw this Etruscan practice not just as different, but took it as offensive behavior. Women enjoyed a different and more privileged status in Etruscan society than did their Greek and Roman counterparts.

Håndværksmæssig kundskab

Ægtefællernes Sarkofag er et terrakotta skulptur mesterværk. I arkaisk Etrurien spilled bemalet terrakotta skulpturer en nøglerolle for den visuelle kultur. Terrakotta kunstværk var standarden til udsmykning af overbygningen på etruskiske templer, og koroplastik (terrakotta) værkstederne, som lavede disse skulpturer, viste ofte et højt niveau af håndværksmæssig kundskab. Dette skyldes delvis, det faktum, at færdige ressourcer som marmor var ukendt i arkaisk Italien. Selvom samtidens grækere producerede mesterværker af marmor i det 6. århundrede f.v.t., tæller terrakotta skulpturer, som denne sarkofag selv, som et mesterværk og ville have været en elite bestillingsopgave. Samtidens græske kolonister i Italien producerede også terrakotta skulpturer af højt niveau, som den siddende statue af Zeus fra Poseidonia (senere omdøbt Paestum) givet et eksempel på, den dateres ca. 530 f.v.t.

Etruskisk kultur

I det caeretiske sarkofags tilfælde er det et særligt udfordrende bestillingsarbejde. I betragtning af dens størrelse, ville den være blevet brændt i adskillige stykker. Sammensætningen af de tilbagelænet figurer viser bevidstheden om Middelhavets stilistiske normer ved at deres fysiognomi afspejler en Ioniske indflydelse (Ionien var en region i det nuværende Tyrkiet, der var en græsk koloni)—de ovale, rolige ansigter og frisurernes behandling ville have passet med samtidens græske stilarter. Men figurernes poseren, de kantede led på arme og ben, og deres forlængede fingre og tæer afspejler lokale skikke fra Etrurien. Kort sagt, er kunstneren og hans værksted bevidste om globale tendenser, mens de også imødekommer et lokalt publikum. Selvom vi ikke kan identificere sarkofagens oprindelige ejer, er det klart, at person(erne), der bestilte den, ville have været medlem af caeretiske elite.
Ægtefællernes Sarkofag, som objekt formidler den en hel del oplysninger om etruskisk kultur og deres skikke. Sarkofagens livlige tema afspejler begravelsesskikkene hos det etruskiske samfund, og selve objektets udsøgte fremstilling indeholder vigtige oplysninger om de måder, hvorpå begravelsesskikke kunne forstærke aristokraternes identitet og stand blandt de levendes fællesskab.
Essay by Dr. Jeffrey A. Becker

Additional resources:
L. Bonfante, ed., Etruscan Life and Afterlife: A Handbook of Etruscan Studies (Detroit: Wayne State University Press, 1986).
M. F. Briguet, Le sarcophage des époux de Cerveteri du Musée du Louvre. (Florence: Leo Olschki, 1989).
O. J. Brendel, Etruscan Art, 2nd ed. (New Haven: Yale University Press, 1995).
S. Haynes, Etruscan Civilization: A Cultural History (Los Angeles, California: Getty Publications, 2000).
E. Macnamara, Everyday life of the Etruscans (London: Batsford, 1973).
E. Macnamara, The Etruscans (Cambridge, Mass.: Harvard University Press, 1991).
A. S. Tuck, “The Etruscan Seated Banquet: Villanovan Ritual and Etruscan Iconography,” American Journal of Archaeology 98.4 (1994): 617-628.
J. M. Turfa, ed., The Etruscan World (London: Routledge, 2013).
A. Zaccaria Ruggiu, More regio vivere: il banchetto aristocratico e la casa romana di età arcaica (Rome: Edizioni Quasar, 2003).
Indlæser