Shelby's personal reflection on her 7th grade classroom

Shelby Harris' 7th grade classroom at a public school in Kuna, Idaho, was featured in Davis Guggenheim's documentary TEACH. Shelby står over for udfordringen med at begynde at bruge Khan Academy i foråret i 3 måneder før den statslige prøve. She transformed her teaching as she learned about using technology as a tool, not a replacement for teaching.
Jeg hedder Shelby Harris, og matematiklærer for en syvende klasse på Kuna Middle School i Kuna, Idaho. Jeg går ind i mit 14. år som underviser i dette landdistrikt by lige uden for Boise. Vores skole underviser 7. og 8.-klasses elever og har omkring 800 elever. Vi har en stor del to-sprogede elever samt elever fra et miljø med udfordret økonomi. Vi har som alle andre instrukser om at kunne rumme alle typer elever med hvad vi har.
I’ve always been a very traditional teacher; in the front of the room, captive audience, putting on a show. I managed behavior with ease, entertained my crowd, delivered lessons meant to inspire to the masses. I loved my job. I also knew I wasn’t doing it very well. I knew I had highly capable students who were bored but well behaved, so they politely smiled through my lectures. I knew I had a not-so-tiny group who was completely lost.
Jeg havde brug for en løsning. Jeg havde brug for færre elever. Jeg havde brug for mere tid. Jeg havde brug for en assistent. Ingen af disse behov kunne blive dækket før Khan Academy blev præsenteret for mig.
Samme dag eleverne blev oprettet som brugere blev systemet taget i brug og vi var alle enormt spændte. Både på grund af at de skulle arbejde med ny teknologi, men mest fordi eleverne vidste at de nu skulle til at lære matematik på en helt ny måde. Det de tidligere vidste var at de enten var den tabte elev eller den fortabte elev. Jeg havde en årsplan der skulle følges samt et bestemt tidsrum til den og selvom der var elever, der havde brug for to minutter på et koncept, mens deres klassekammerater havde behov for to dage (eller to uger!).
Jeg var spændt, men også meget nervøs. Hvordan tager man den mest traditionelle lærer som mig og fjerner min talerstol og giver børnene en masse skærme til at se på i stedet for? Jeg følte mig fortabt og fejlplaceret. Jeg var ikke sikker på hvad min rolle indebar i, eller hvordan jeg skulle opføre mig.
Kort sagt: Jeg fandt ud af det. Jeg trak små grupper af elever ud, ud fra de data jeg nu havde på dem fra Khan Academy. Jeg var nu i stand til at give eleverne en individuelt baseret undervisning, hvor jeg fokuserede på de unikke behov hos hver enkelt. Børnene var alle engagerede og hjalp hinanden. Og der var smil. Masser og masser af smil. Ændringen i atmosfæren er betydelig. Ændringen i atmosfæren er betydelig og eleverne ror nu allesammen under min ledelse. Jeg ror med dem. Ved konstant at tjekke data og omdirigere besætningen. Når en mand går ned, bruger jeg data til at sende hjælp. Når der er en gruppe ude af kurs eller i ukendt farvand, trækker jeg dem til side for at guide dem i den rigtige retning. Det er smukt, flydende og ligner, tjaa, kaos.  Men i dette kaos er der studerende, som lærer med en fornyet entusiasme for matematik, håndterer deres frygt og støtter hinanden.
Efter et par måneder, gør jeg nu en masse rigtigt, men også en masse forkert. Jeg ved at min implementering stadig er i gang, men jeg ved også, at jeg bevæger mig i den rigtige retning. Smilene på ansigterne og forbedring i deres matematiske evner, fortæller mig dette.